Minikursus: Hvordan fastholder du medarbejdere og lærlinge, der balancerer på kanten af arbejdsmarkedet?

Der er et stort behov for lærlinge inden for produktions- og håndværksfagene. Men der er også et stort behov for at fastholde de gode lærlinge og medarbejdere, der balancerer på kanten af arbejdsmarkedet. Måske har din virksomhed en person ansat med en diagnose eller en social udfordring, der gør det svært for ham/hende at være på en arbejdsplads.

El:Con i Viborg, Havredal Praktiske Uddannelser og VIBORGegnens Erhvervsråd har taget initiativ til et mini-kursus for medarbejdere med medarbejderansvar, og som specielt har ansvar for lærlinge. Dette mini-kursus giver mulighed for at få en større forståelse for det, der ligger bag en diagnose og den adfærd, det kan afstedkomme, samt anvendelige værktøjer, der kan gøre hverdagen lettere – både for den pågældende lærling eller medarbejder samt kollegaer. Der vil være mulighed for netværk på tværs af virksomheder og institutioner i slutningen af kurset, og forhåbentligt kan det give anledning til fremadrettet sparring.

Målgruppe

Mange virksomheder har en mentorordning, hvor en ledende medarbejder med overskud og tålmodighed, påtager sig et ansvar for de lærlinge eller medarbejdere, der af flere grunde kan have udfordringer med forståelse af opgaver eller blot mødetider og struktur. Men hvor går mentoren hen og får sparring, information og netværk?

Mini-kurset henvender sig til disse mentorer, til virksomheder, der har eller påtænker sig at ansætte lærlinge, til uddannelsesinstitutioner og virksomheder/institutioner, der gerne vil tage et socialt ansvar.

Mini-kurset vil vare ca. 3 timer og forventes afholdt medio/ultimo september.

Har du lyst til at vide mere om initiativet, kontakt erhvervs- og iværksætterkonsulent Ian Norman.

Sidst opdateret: 21.06.2018