Erhvervsrådets historie

Nedennævnte historiske beskrivelse er uddrag og afskrift af et hæfte, der blev udgivet i anledning af Erhvervsrådets 50-års jubilæum i 1991. Daværende leder af lokalhistorisk arkiv, Henning Ringgaard Lauridsen, har beskrevet første halvdel af Erhvervsrådets periode, der startede under meget vanskelige forhold i besættelsestiden. Mangeårig erhvervschef, redaktør Poul Nielsen, har i sine artikler i hæftet fortalt om arbejdet fra de glade tressere op til nu.

Hæftet er et særtryk og blev udgivet i 250 eksemplarer som blev overrakt til Viborg Erhvervsråd ved receptionen den 12. juni 1991 på Rådhuset som en gave fra redaktør Poul Nielsen og Viborg Stifts Folkeblad.

Etablering af erhvervsrådet
"Viborg Erhvervsråd blev etableret den 20. juni 1941. Initiativet var skelsættende, idet det åbnede for et samvirke, ikke alene mellem Viborg's erhvervsfolk, men også mellem det private erhvervsliv og bystyret.

Erhvervsrådets oprettelse skal ses på baggrund af det lokale erhvervslivs pressede situation i 1941. Krisen i trediverne havde hærget slemt blandt Viborgs virksomheder. Krogs Tobaksfabrik med 800 arbejdspladser var gået konkurs i 1931, Schneevoigt og Odin skrantede, og heller ikke de mindre virksomheder havde det for godt. I foråret 1940 kom yderligere de mange vanskeligheder med rationeringer og restriktioner som følge af den tyske besættelse.

Idemændene bag det nye erhvervsråd var biografdirektør Aage Munksgaard og direktør August Tams, Papircompagniet.

På kommunal side lå initiativet hos borgmester Aggerholm og kommunaldirektør Erik Als. Aggerholm havde lagt en ny kurs med en aktiv kommunal erhvervspolitik ved sin tiltræden i 1937 og det var hans fortjeneste, at Asani-fabrikken var flyttet til byen i 1940. Også fra den borgerlige fløj i byrådet var der bred opbakning omkring oprettelsen af erhvervsrådet, og tilslutningen udmøntede sig i et betydeligt kommunalt tilskud, så rådet kunne indrette et kontor i Privatbankens bygning i Sct. Mathias Gade samt ansætte en erhvervschef. Valget faldt på afdelingsleder Albert Nilsson, København, der var uddannet på Handelshøjskolen med speciale i sprog og markedsanalyse.

De første resultater
Filosofien bag det lokale erhvervsråd var, at en by skulle betragtes som een stor forretning, på hvis trivsel både byen selv og dens oplands velstand beroede. En aktiv erhvervspolitik var derfor en fælles sag for private virksomheder og offentlige myndigheder.

Forventningerne til erhvervsrådet var store. Nilsson lagde ud med markeds- og forbrugerundersøgelser og tilrettelagde reklamefremstød for Viborg som erhvervs- og turistby og han forberedte en agitation for at få nye virksomheder til byen.

Erhvervsrådets første store succes var etableringen af Erhvervsrådets Boligselskab, der siden 1942, har opført i hundredvis af lejligheder til glæde for boligsøgende borgere. Selskabet eksisterer som bekendt i bedste velgående, men har siden ændret navn til Boligselskabet Sct. Jørgen.

Erhvervsrådet virkede ligeledes som sekretariat i de langstrakte forhandlinger om at få Gymnastikhøjskolen placeret ved Viborg. Initiativet lykkedes og Erhvervsrådet har også siden, med succes, tacklet lignede opgaver bl.a. i forbindelse med etablering af børnehaveseminariet, Forsøgsanlæg Foulum og Naturgas Midt/Nord.

Erhvervschef Albert Nilsson flyttede i 1949 til Odense, og en efterfølger blev ikke udnævnt, så de næste to årtier blev, for erhvervsrådet, noget af en ørkenvandring.

Viborg som industriby?
Viborgs erhvervsstruktur har traditionelt været kendetegnet ved, at institutioner og serviceerhverv dominerede, hvorimod industrisektoren stod svagt.

I slutningen af halvtredserne opstod der dog en ekstraordinær situation, der reelt gav Viborg chancen for at ændre sit image og slå igennem som industriby. En højkonjunktur satte ind, industrisektoren ekspanderede, og af hensyn til den hurtige mekanisering flyttede de fleste fabrikker til nye og større lokaler. Den første egnsudviklingslov, vedtaget i 1958, medvirkede til, at de under gunstige betingelser kunne slå sig ned i nye områder uden for hovedstaden og de store provinsbyer. Industrien rykkede mod vest, også til Midtjylland. Med støtte i loven etablerede adskillige hovedstadsfirmaer sig i Viborgs nabobyer, Randers, Silkeborg, Skive og Herning.

Erhvervsrådet indkaldte til debatmøde under temaet "Vil Viborg videre" og formanden foreslog opførelse af kongreshal og hotel, sanering af Peder-Stræde kvarteret til fordel for butikscenter, opførelse af kombineret bibliotek og kunstmuseum samt vigtigst, bygning af værksted- eller industrihuse med kommunal støtte efter egnsudviklingslovens bestemmelser.

Desværre vendte daværende borgmester Wellejus tommelfingeren nedad. Beskæftigelsen var i bedring og byrådsflertallet derfor ikke indstillet på en aktiv erhvervspolitik. Selv en kraftig opfording fra erhvervsrådet til kommunen om at arrangere et møde med direktøren for egnsudviklingsrådet valgte Wellejus at overhøre, og egnsudviklingsloven blev derfor ikke udnyttet.

Viborgs centrale placering
Modsat udviklingen i industrien lykkedes det alligevel Viborg at tiltrække adskillige nye servicevirksomheder. Grossistfirmaer, rådgivings- og servicevirksomheder, institutioner og liberale erhverv så fordelen ved Viborgs centrale placering midt i Jylland. Tilmed lykkedes det, ved erhvervsrådets mellemkomst, at få etableret fragtmandscentralen.

I tresserne lå erhvervsrådet i perioder underdrejet. Det havde hverken midler til kontor eller medhjælp, hvilket selvfølgelig også var til ugunst for de lokale virksomheder. Tresserne var et årti, hvor de håndværksprægede virksomheder måtte omstille sig til en automatiseret industriproduktion. Perioden kendetegnes også ved at erhvervslivet både fik lempeligere afskrivningsregler, og også fik pålagt en hel del administration som moms og deslige. Dette gav adskillige mindre virksomhedsejere en del grå hår, og her ville det have været en lettelse, såfremt et bemandet erhvervskontor havde været der til at rådgive om eksportforhold, statslige cirkulærer, ny teknologi og meget andet.

Efterhånden var de tilbageværende erhvervsfolk i erhvervsrådet da også grundigt trætte af knap at have salt til et æg. Formanden, Axel Brøndum, valgte da i 1966 at sætte spørgsmålet om rådets fortsatte berettigelse på dagsordenen. Han fremhævede at et effektivt fungerende råd måtte genansætte en erhvervschef og genetablere et kontor. Dette lykkedes dog først i august 1970, hvor Poul Nielsen blev ansat som erhvervschef.

Arbejdet lagt i faste rammer
Poul Nielsen havde, i den første tid, kontor hos K. E. Berg på Asani for at komme i gang straks. Han fik dog hurtigt lokaler i Stillings Gård og senere endda det gamle borgmesterkontor. Der var fordele ved at være placeret i den kommunale administration men der var også det modsatte.
Erhvervskontoret blev af mange opfattet som et kommunalt kontor, hvad det jo absolut ikke var - og er - og i marts 1974 fik Erhvervskontoret sin selvstændighed og flyttede ind i Gamle Vagt, hvor byen stillede lokaler til rådighed. Det viste sig at være et kup. Beliggenheden var central med parkering lige uden for døren og her kunne erhvervsfolk finde ind uden at føle at skattefar sad med ved bordet. Siden udviklede huset sig til Erhvervenes Hus, da såvel Håndværksrådet som Handelsstandsforeningen rykkede ind, og også Dansk Arbejde fik skilt på døren. Efterfølgende flyttede også Håndværksrådets nye EU-kontor ind.

Kort efter Poul Nielsens ansættelse gjorde daværende borgmester Ringgaard-Christensen ham opmærksom på at der foregik "et eller andet med Statens Husdyrbrugsforsøg og Forsøgslaboratoriet på Frederiksberg". Det var i efteråret 1970 og Poul Nielsen drog straks over til landbrugsminister Henry Christensen, der var en gammel ven. Dermed begyndte en serie af rejser, møder og breve for at skaffe Viborg-egnen den hidtil største udvikling fra hovedstadsområdet. Ikke færre end 56 kommuner deltog i kampen og Viborg og Tjele kommuner nåede finalen og vandt den. Regeringen vedtog enstemmigt at placere den omfattende institution på jorderne omkring Foulum, som de havde købt til formålet.

Det tog to år, og i mellemtiden kom dele af Statens Planteavlsforsøg til. Først i 1978 holdtes en idekonkurrence, og i efteråret 1980 begyndte etableringen af Forsøgsanlæg Foulum og institutionen er det største resultat erhvervsrådet og de to kommuner har nået til dato.

I 1972 tog Erhvervsrådet fat på at konsolidere det historiske Toftmarked, fordi interessen for heste var stærkt stigende. Ikke mindst hestehandler Ejnar Laustsen, Skals, var virksom for, at dette Jyllands ældste hestemarked igen skulle blive en landsbegivenhed. Byrådet overlod rollen som markedsstyrelse til erhvervsrådet og erhvervschefen blev ansvarlig for arrangementet. Samtidig godkendtes, at et nyt tilsvarende marked, Viborg Heste- og Krammarked blev fastlagt til den fjerde lørdag i april, mens Toftmarkedet året efter placeredes den fjerde lørdag i september. Det lykkedes de følgende år at udbygge de to markeder i et omfang, så de i dag er Viborgs største publikumsarrangementer året igennem.

Først i 80'erne steg eksporten fra Viborg betragteligt. Mange firmaer fik noget ud af at forsøge sig i udlandet og mange virksomheder deltog i de store handelsmesser i Tyskland og Sverige.

I 1983 indledte Erhvervsrådet, i samarbejde med Dansk Metal, uddannelsesudstillinger i Tinghallen, særligt henvendt til alle 9.og 10. klasser i by og omegn. Samme år holdtes Dansk Arbejdes jubilæumsudstilling, hvor byens egne produkter blev vist frem. Sensationen på udstillingen var en model af den nye danske rustfrie bil, Logicar. Det var to bilfolk fra Viborg der var både idemænd og iværksættere, Johs. Pedersen og Ib Langmach. De fik den verdenskendte designer Jakob Jensen og bilteknikeren Niels Lauridsen med i et firkløver som investerede et anseeligt beløb og tre år af deres arbejdskraft i projektet, og en samlefabrik blev projekteret, men, til syvende og sidst, strandede den stort anlagte plan, som kunne have gjort Viborg til bilby, på økonomien. Der var ikke tiltro til at Danmark egnede sig som bilproducent.

I 1985 tiltrådte Kai Harbo som erhvervschef efter Poul Nielsens pensionering. Kai Harbos første store projekt blev markedsføringen af Viborg i de nordiske lande "Porten til Europa". Kampagnen fortsætter stadig og indadtil fortsattes tilrettelæggelsen af kurser og konferencer med erhvervsmæssigt sigte.

I februar 1990 skiltes Kai Harbos og Erhvervsrådets veje, og Knud Erik Larsen blev ansat som ny erhvervschef. Han har videreført mange af rådets faste arrangementer og lagt stor vægt på et bredt samarbejde mellem alle byens rådgivende funktioner og også hurtig sagsbehandling er hans varemærke.

Sluttelig lidt om Erhvervsrådets interne forhold:
Da direktør K. E, Berg trak sig tilbage som formand i 1973 efter oprettelsen af erhvervskontoret, tiltrådte købmand Mogens Rohrberg, der fungerede til 1986 i tretten meget aktive år. Han tog straks fat på organisationen og fik nye vedtægter godkendt. De medførte at økonomiudvalget ikke længere var medlemmer af styrelsen, der blev skåret ned til fem: en repræsentant for arbejdsgiverne, en for handelsstandsforeningen, to for fællesorganisationen og en valgt at byrådet. Det blev i øvrigt ham selv. Samtidig udvidedes repræsentantskabet med hele byrådet og kommunaldirektøren samt 15 mand fra Arbejdernes Fællesorganisation. Siden øgedes repræsentantskabet med enkelte medlemmer.

I 1988 ændredes styrelsens sammensætning igen, så den nu tæller de fire førnævnte plus tre medlemmer udpeget af byrådet som repræsentanter for henholdsvis liberale og fremstillingserhverv, institutioner og jordbrug-forskning-ernæringserhverv. Kommunaldirektøren er født medlem. Finansieringen hviler fortsat på tilskud fra byrådet.

Baggrunden for de sidste ændringer i vedtægterne var vedtagelsen af en fælles erhvervspolitik for erhvervsråd, turistkontor og byråd i 1988. Det kostede meget arbejde at nå så vidt. Den fælles planlægning omfatter en koordineringsgruppe med borgmesteren som formand. Den skal være rådgivende for økonomiudvalg og byråd.

Mogens Rohrberg fulgtes som formand af fabrikant Pierre Wilstrup, som i 1988 afløses af murermester Alex Jensen. Tidsnød gjorde, at han måtte trække sig, hvorefter den mangeårige næstformand, direktør Stefan Mordhorst, tog roret i 1990."

Epilog:
Da direktør Stefan Mordhorst stoppede som formand i Erhvervsrådet pr. 31.1.1992, overtog adm. direktør Poul Arne Jensen formandsposten. Poul Arne Jensen forblev formand indtil den 1. april 2011.

Den 1. april 2011 overtog adm. direktør Viggo Hansen, Dan-Glas A/S formandsposten. 

Erhvervschef Knud Erik Larsen blev ansat den 15. juni 1990 som erhvervschef og var ansat indtil den 31. december 2010. Erhvervscheftitlen blev dog, i 2001, ændret til Erhvervsdirektør.

Den 1. februar 2011 tiltrådte Mette Skaarup som ny erhvervsdirektør. Hun fratrådte pr. 1. august 2011.

Den 1. oktober 2011 tiltrådte Henrik Hansen som erhvervsdirektør.

Viborg Erhvervsråd ændrede navn til Viborg-Tjele Erhvervsråd i 2001, idet Viborg Erhvervsråd og Tjele Erhvervsråd blev sammenlagt den 1. juli 2001.

Den 13. januar 2004 skete der igen en sammenlægning ved en vedtægtsændring. Det var en sammenslutning af Bjerringbro Erhvervsforum og Møldrup Erhvervsforening og Viborg-Tjele Erhvervsråd, og en officiel navneændring til ViborgEgnens Erhvervsråd.

ViborgEgnens Erhvervsråd blev yderligere udvidet den 1. april 2005, da Fjends Erhvervsråd og Karup Erhvervsråd officielt blev sammensluttet med ViborgEgnens Erhvervsråd.

I forbindelse med kommunesammenlægningerne den 1. januar 2007 blev de tidligere seks kommuner, der hørte under ViborgEgnens Erhvervsråd og en del af Ålestrup kommune til én kommune med navnet Viborg kommune.

Skrivemåden for ViborgEgnens Erhvervsråd blev den 1. april 2007 ændret til VIBORGegnens Erhvervsråd.

På generalforsamlingen i marts 2013 skete der en vedtægtsændring, der betyder, at Erhvervsrådets formand vælges på generalforsamlingen i marts måned i stedet for som tidligere af det valgte repræsentantskab.

Sidst opdateret: 18.02.2016